DANSKE BOLIGADVOKATERS FORMAND JAN SCHØTT-PETERSEN TILTRÆDER ADVOKATKODEKS

Som boligadvokat er det ikke noget nyt for Jan Schøtt-Petersen at skulle forholde sig til særlige retningslinjer. Medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har forpligtiget sig til at overholde et sæt etiske retningslinjer omkring køb og salg af fast ejendom. Retningslinjerne er fastlagt i en aftale mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet.

Jan Schøtt-Petersen svarer her på, hvorfor han har valgt at tiltræde advokatKODEKS, og hvilken betydning det har for hans virke som advokat.

”Vi har som repræsentanter for advokatstanden alle et medansvar for vores selvopfattelse og for, hvordan vi opfattes af samfundet omkring os. Desværre glemmer både politikere, presse og den almindelige borger alt for ofte, hvilken betydning det har, at vi har en uafhængig advokatstand, der engagerer sig ikke alene i retspolitiske, men også i andre spørgsmål og problemstillinger af væsentlig samfundsmæssig betydning. AdvokatKODEKS er med til at understøtte den nødvendige indsats for at synliggøre dette engagement.”

Hvilken betydning har det for dig at være medlem af advokatKODEKS?

”Selvfølgelig bør vi ikke drukne i rørelse og selvfedme over medlemskabet, men det ER et positivt bidrag til min og mine medarbejderes selvopfattelse og til advokatvirksomhedens mission. Deltagelsen er med til at skabe sammenhold og retning på kontoret.”

Hvordan reagerer kunderne? Hvad er din erfaring fra Danske BOLIGadvokater?

”Kunderne spørger til medlemskabet og dets betydning. Det gælder både KODEKS, som er i sin vorden, og vort mangeårige medlemskab af Danske BOLIGadvokater. Emnet er et dialogværktøj og et visitkort. Det skaber en genvej til forståelse for det, som kundeopdraget bør handle om – nemlig uafhængig interessevaretagelse baseret på indsigt og integritet”

I din optik, giver det en fordel frem for advokater, der ikke er medlemmer?

”Der findes gode tømrere, og der findes dårlige tømrere, men værkstøjsparkens størrelse og sammensætning har betydning og er en forudsætning for at skabe gode resultater. Jeg betragter medlemskaberne af advokatKODEKS og af Danske BOLIGadvokater som værktøjer, der giver fordele for mig, frem for de kolleger, som ikke passer værktøjskassen.”